Løbnu.dk

Som altid ligger nerven i det jordnære og i detaljen. Vist er det fantastisk at løbe i Dyrehaven. Vist er vi stolte af E-løbets historie og størrelse. Men det er i forventningens glæde, i oplevelsen og i det personlige, at det særlige ligger.

Undertegnede havde naboen med i går. Voksen mand med erfaring fra divisionsfodbold og som hver uge spiller old boys mod Michael Laudrup, Peter Møller og Todi Jónsson.

- Jeg har kriller i maven, sagde den voksne mand i bilen om forventningens glæde til sin debut.

Og kriller har vi alle sammen, når vi står i den kolossale startklump. Spænding har vi, når vi har succes og overhaler, eller når vi har krise i modvind, mudder og op ad bakke på den hårde del. Men først og fremmest er der glæden, smilene og rigdommen i løbet.

Lidt selvironi

Det er de strakte arme på løbere, der kommer i mål mere end en time efter de små sejrende kenyanere.

Det er den let kraftige mand, der ringer hjem til fruen fra målstregen, glad, men fuldstændig mørbanket og siger: »Tænd for kaffen. Jeg tager kage med hjem!« Og sidst og størst er det den danske (selv)ironi, når egne præstationer skal forklares. Som det blev hørt i målområdet fra en cirka 35-årig mand:

- Det blev en supertid. Den havde været til top 3, hvis jeg havde været kvinde i klassen 75-80 år.

Et konkurrenceløb er selve målet med vores træning. De små sociale drillerier med venner og med kolleger er et skønt incitament. Men det er i oplevelsens rigdom, at nerven i Eremitagen ligger. Det er fantastisk at træne derude en søndag morgen og se 50-100 hjorte i morgendis. I går var der ikke et dyr at se. Ikke på min rute i hvert fald. Men nerven var der helt ind i løbets hjerte. Vi var 17.000, der blev lidt rigere.