Din internetbrowser er forældet. Vi anbefaler, at du skifter til en ny
Meget er sket i verden siden IE6 kom til i 2001. Måske er det på tide at sende den på pension? Der findes flere gratis alternativer, som er bedre, hurtigere og frem for alt mere sikre end Explorer 6. Vi anbefaler derfor en af følgende:
Søndag 10. oktober 2010 lyder startskuddet for 42. gang til Familien-Danmarks motionsløb nr. 1 i Dyrehaven.
Motionsløbet, der blev et begreb
542.562 løbere har passeret mållinien i E-løbet, som 10. oktober 2010 løbes for 42. gang
Jeg er Eremitageløber. Det er vi mange, der er.
I den 41. udgave af Familien-Danmarks motionsløb nr. 1 passerede 16.947 løbere de rødbrune måtter i målet ved Fortunen. Det største tal nogensinde. Et lille regnestykke fortæller, at 542.562 mænd og kvinder i alderen fra fire til 96 år siden det første startskud i Dyrehaven i 1969 har gennemført verdens ældste motionsløb.
At Danmark indskriver sit navn i motionshistorien, kan vi takke lægen Peter Schnohr, tandlægen Svend W. Carlsen og B.T. for. Inspireret af det traditionsrige svenske skiløb, Wasaløbet, gik de to ildsjæle til B.T. med en idé om at lave et motionsløb i vores nationalskov. Men uden ski. B.T. tændte straks på idéen. Og siden har avisen sammen med de to pionerers klubber, Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub, hvert efterår trommet i tusindvis af løbere sammen i skoven.
E-løbet blev hurtigt et begreb og med sin inspirerende kombination af motionister og eliteløbere et forbillede for andre løb, ikke blot i Danmark, men også i det store udland.
Ruten det første år var på 12,1 kilometer. Fra 1970 til og med 1982 var den 13,8 kilometer, mens den siden 1983 (hvor løbet blev flyttet fra tredje søndag i september til begyndelsen af oktober) har været knap 13,3 kilometer.
Med den viden, vi har i dag, kan man ryste på hovedet af, at E-løbet de første fire år var forbudt for børn. Man skulle være fyldt 20 år for at deltage. Aldersgrænsen i årene 1973-86 var ti år, og i 1987 blev den helt fjernet. I 2009 oplevede vi at måtte lukke for tilmelding allerede to en halv måned før løbet, da vi ramte loftet på 19.000 tilmeldte. Flere tillader skoven og politiet nemlig ikke af hensyn til Dyrehavens 2.100 styk hjortevildt og trafikken i Lyngby-området på E-dagen.
Dyrehaven er et klenodie og et unikt sted at afvikle et motionsløb. Den smukke skov oser af atmosfære. Men den har også sine regler, som B.T. spiller efter. Derfor ser man ingen reklameskilte under E-løbet, og den eneste uddeling, der tillades, er vand og saft. E-løbet adskiller sig også fra andre løb ved, at det kun har én sponsor, Skodsborg Sport (www.ssport.dk).
For tredje år i træk blev det en dobbelt kenyansk triumf i Dyrehaven. Peter Bett Kipkosgei, 31-årig nandi fra Kapsabet, vandt hos mændene i 40.17, mens Gladys Kwambei, 26, der er fra keiyo-stammen og kommer fra Eldoret, vandt hos kvinderne i 47.49.
Siden den første rapfodede løber fra det østafrikanske land dukkede op i Dyrehaven i 2002, har E-løbet fem gange fået en kenyansk vinder hos mændene og tre gange hos kvinderne. Det er dog stadig danske løbere, der har rekorderne: Henrik Jørgensen med 38.40 i 1987 og Dorte Vibjerg med 43.59 i 1998.
Et blik på den lange liste over skovens konger og dronninger viser desuden, at Carsten Jørgensen og Dennis Jensen topper med hver seks sejre. Henrik Them måtte for tredje gang se sig henvist til andenpladsen, slået af Peter Bett Kipkosgei med 12 sekunder.
Den 27-årige spartaner erkendte, at han tabte til en bedre mand på dagen. Den dansk/kenyanske duel blev reelt afgjort kort efter, at de to topløbere havde passeret tre kilometer i kanontiden 8.25. Kipkosgei rykkede og fik et hul på 40 meter, og det formåede Them aldrig at lukke.
- Selv om jeg stadig ikke har nået mit drømmemål – at vinde E-løbet – var det en fantastisk oplevelse i dag, sagde Henrik Them efter løbet.
- Jeg har aldrig hørt så mange opmuntrende tilråb. Der blev virkelig heppet. En dejlig belønning for de mange træningstimer. Jeg er topmotiveret til træningen i morgen tidlig og vender tilbage næste år i endnu bedre form.
Vejrguderne var lunefulde på E-dagen. En hidsig regn i morgentimerne blev afløst af en strid blæst, men det rekordstore antal løbere dokumenterer, at begrebet dårligt løbevejr ikke eksisterer. Gennemsnitstiden var hurtigere end i mudderbadet i 2008: 1.15.01 mod 1.15.32. For de 10.611 mandlige løbere var snittet 1.11.27 (1.12.10) og for de 6.336 kvindelige løbere 1.21.00 (1.21.42). I målområdet blev man vidne til en dramatisk situation, da en 59-årig rutineret mandlig løber faldt om med hjertestop. I løbet af få sekunder var læger og Røde Kors-samaritter hos ham og kunne give hjertemassage og stød med hjertestarter. Den hurtige indsats reddede mandens liv og understreger, at lægetjenesten i E-løbet er verdens bedste.
Det 42. E-løb afvikles søndag 10. oktober 2010 kl. 11.00. Deltagerne i 2009 modtager til maj en forhåndstilmelding, mens nye løbere kan tilmelde sig fra 15. juni.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til løbets sekretariat på mail elob@ultimate.dk eller telefon 88 200 212.













