Din internetbrowser er forældet. Vi anbefaler, at du skifter til en ny
Meget er sket i verden siden IE6 kom til i 2001. Måske er det på tide at sende den på pension? Der findes flere gratis alternativer, som er bedre, hurtigere og frem for alt mere sikre end Explorer 6. Vi anbefaler derfor en af følgende:
Helen og Ole Bruun sammen med datteren Susanne, forrest, i oldtidsbyen Petra i den jordanske ørken, hvor de løb maraton i søndags. Nu gælder det E-løbet i Dyrehaven.
Foto: Peter FredbergHelen løb fra kræften
En kræftdiagnose er langtfra ensbetydende med en dødsdom. Det er ukuelige Helen Bruun det bedste bevis på.
Den 67-årige damefrisør fra Sorø gennemførte sidste søndag et af verdens hårdeste maratonløb, Petra Marathon, i den jordanske ørken, og søndag er hun for 33. gang med i B.T.s Eremitageløb i Dyrehaven.
Helen Bruun fik for godt to år siden konstateret lymfeknudekræft (Hodgkins sygdom) og har været igennem 16 kemobehandlinger. Hun gennemførte E-løbet i 2007 og 2008, men mellem de to løb lå hun stort set stille.
- Det er vigtigt, at man har noget at stile efter, og for mig har Petra Marathon og Eremitageløbet i år været de to store mål, som har holdt mig i gang, siger hun.
Hun betegner det som sit livs sejr, da hun fightede sig i mål i oldtidsbyen Petra med sin mand, Ole, i hånden i en tid lige under syv timer for de 42,195 kilometer i stærkt kuperet terræn og kvælende varme.
- Får man stillet diagnosen kræft, påvirker det hele familien. Løbetræningen har hjulpet mig fysisk og humørmæssigt, siger Helen.
Også Ole Bruun og datteren Susanne, 38, er damefrisører, og hele familien er efter hjemkomsten i går fra den eventyrlige rejse til Jordan klar til E-løbet.
Ole Bruun er tidligere konkurrencefrisør. Han har vundet både nordiske og danske mesterskaber og deltaget i VM.
- Dengang drejede alt sig om hår, og på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det nok var en god idé, at jeg begyndte at bevæge mig. Siden begyndelsen af 70erne har løbetræningen været en del af min og Helens tilværelse, siger han.
For den sjællandske damefrisørfamilie er målene i 2010 New York City Marathon – og naturligvis E-løbet.















