Løbnu.dk

Som læge og skadesramt løber mener Langer, at det bedste, man kan gøre, er at erkende sine reaktioner og ud fra dem lægge en strategi. Det mentale overskud, man opnår ved erkendelsen, er rent faktisk med til at styrke immunforsvaret.

Forebyggende bør man lytte til sin krop og ikke fornægte advarselssmerter i f. eks. hæle, knæ og achillessener som noget, der forsvinder af sig selv.

- Mange kroniske løbeskader udvikler sig snigende. Får de begyndende skader ikke ro til at hele op, kan de blive langvarige og alvorlige. En uges løbepause nu er bedre end at blive tvunget til en hel måned senere, påpeger Jerk W. Langer.

En af bivirkningerne ved kroniske skader, som den lægen selv har oplevet, er vrede.

- Man føler sig svigtet af sin krop. Man frygter for at komme bagud i træningen til et vigtigt løb. Når man har været vred et par dage, må man videre.

Kan du trods skaden træne alternativt, f. eks. på en crosstrainer eller speedwalk? Ellers brug pausen til at få gjort noget ved den styrketræning af overkroppen, som de fleste løbere forsømmer, foreslår Jerk W. Langer.

Næste fælde er overtræning.

- Folk går ofte amok og bruger timer hver dag i fitnesscentret.

Det gælder om at finde en balance. Ikke for lidt, men bestemt heller ikke for meget erstatningstræning.

Når løbeskaden er sat ind, mister man hurtigt humøret, bl. a. fordi formen ryger.

- Samtidig tabes entusiasmen for den alternative træning, for det er altså sjældent lykken at pumpe løs i timevis i et fitnesscenter, når man er vant til fuglefløjt og skovstier. Man bliver simpelthen løbedepressiv. I denne fase kan det være en hjælp at opretholde kontakten til sit løbemiljø. Hop og på cyklen og følg med, når vennerne løber. Meld dig til at passe depotet under et løb, foreslår Langer.