Tæt på udsolgt i B.T. Halvmarathon
B.T. Halvmarathon cementerer sin position som et af Danmarks bedste og mest populære løb. – Vi er tæt på at kunne melde udsolgt til den 33. udgave af B.T. Halvmarathon søndag 22. april, siger formand for løbsledelsen, Klaus Kristiansen, SNIK.
– Vi har solgt 7.000 af de 8.000 startnumre, så det er kun et spørgsmål om dage, før vi må lukke.
Loftet på 8.000 tilmeldte er indført for at give løberne optimale betingelser både ude på ruten og i målområdet på Rundforbi Stadion i Nærum, arrangørklubben SNIKs hjemmebane, hvor forårets motionsfest slutter med den traditionsrige 3. halvleg.
Tilmelding kan ske på www.bthalvmarathon.dk. På www.løbnu.dk kan du læse mere om B.T. Halvmarathon og de andre løbsarrangementer, B.T. er engageret i, bl.a. Eremitageløbet og Albatros’ adventuremaratonløb med klassikeren The Great Wall Marathon på den kinesiske mur.
B.T. Halvmarathon med start fra Lyngby Storcenter i Kongens Lyngby blev løbet første gang i 1979 og er gennemført af flere end 100.000 løbere. Det er først og fremmest et motionsløb, men også et af de bedste og mest attraktive løb for den danske elite. Præmierne til de tre hurtigste mænd og kvinder er på 15.000 kr., 8.000 kr. og 5.000 kr.