Din internetbrowser er forældet. Vi anbefaler, at du skifter til en ny
Meget er sket i verden siden IE6 kom til i 2001. Måske er det på tide at sende den på pension? Der findes flere gratis alternativer, som er bedre, hurtigere og frem for alt mere sikre end Explorer 6. Vi anbefaler derfor en af følgende:
69 - årige Laura Hansen strækker ud på en lidt gammeldags facon her i 1975.
Foto: ScanpixHistorien om E-løbet
Over en halv million løbere i alderen 4-96 år har siden 1969 gennemført klassikeren i Dyrehaven, Eremitageløbet, der søndag den 10. oktober løbes for 42. gang. Den 13,3 kilometer lange distance går gennem den smukke, efterårsklædte skov nord for København.
Interessen for at løbe med i Danmarks største – og verdens ældste – motionsløb er større end nogensinde. Af hensyn til skovens faste beboere, dyrene, og trafikken i Lyngby-området på E-dagen må vi hvert år sige stop ved tilmelding nr. 19.000. Uden dette loft, der er fastlagt af politiet og statsskovrideren, ville mindst 25.000 have løbet med.
Vil du prøve kræfter med Eremitage-løbet? Læs mere HER
E-løbet er det stolte flagskib i en gigantisk flåde på over tusinde motionsløb, som årligt afvikles i Danmark. En eksplosiv udvikling, lægen Peter Schnohr, Københavns Idræts-Forening, og tandlægen og den olympiske skiløber Svend W. Carlsen, Københavns Skiklub, ikke i deres vildeste fantasi havde drømt om, da de i slutningen af 60’erne gik til Danmarks mest læste avis, B.T., med en god idé.
Inspireret af det traditionsrige svenske Wasa-løb, et skiløb over næsten 90 kilometer, samt en række videnskabelige undersøgelser, der beskrev motionens positive virkning i kampen mod bl.a. hjertekarsygdomme, ville de lave et motionsløb i Dyrehaven.
- Vil I være med til at hive den stillesiddende dansker op af lænestolen, spurgte de.
Det ville vi godt på B.T. Og det blev starten på en motionsbevægelse, en veritabel lavine, der blev stadig større og i dag involverer 700-800.000 danskere.
E-løbsarrangørerne, KIF, KS og B.T., kunne ikke have valgt en smukkere og mere spændende ramme end den kulturhistoriske skov med de ældgamle ege og bøgetræer og det vide udsyn over sletten og det blå Øresund. Og med Thurahs stolt knejsende slot som et symbol i centrum.
Jeg tror, mange E-løbere vil give mig ret: Der er noget særligt over E-løbet og Dyrehaven. En fascination, skønhed og en fortættet atmosfære, man ikke oplever andre steder.
De titusindvis af løbere og tilskuere inden for de røde porte. Den summende forventning og trippende spænding inden startskuddet. Humøret, livsglæden, løbere så langt øjet rækker. E-løbet går i blodet. Og har man én gang deltaget i årets motionsfest, kommer man igen. E-løbere er et trofast folkefærd.
Løbet blev fra starten et forbillede og en inspiration for løb ikke blot i Danmark, men i store dele af verden. Kombinationen af motionister og eliteløbere er et charmerende særkende. Men det er først og fremmest et motionsløb – et løb, der motiverer til regelmæssig træning for sundhed og velvære. Og alle, der gennemfører, er vindere.
E-løbet anbefales af WHO, FNs verdenssundhedsorganisation, der er løbets moralske sponsor. I 1996 var det under protektion af IOC, den internationale olympiske komité.














Skriv kommentar